Yoga for gravide

frise dame på taa

Kommende yogahold for gravide 2018

Langå Kulturhus
Onsdage kl. 17.15-18.45 (uge 33-40 og 43-50)

Randers, FOF J.V.Martinsplads
Fredage kl. 9.00-10.30 (uge 33-40 og 43-50)

Fødselsforberedende yoga

Yoga styrker forbindelsen mellem krop, sind og ånd, og er optimal forberedelse til fødsel og forældreskab, da det er kroppen der skal føde, og hovedet der giver den lov. Vi har i træningen stor vægt på åndedrættet, som skaber ro og fordybelse til brug under fødslen i dit arbejde med veerne, og i dit liv i øvrigt.

Med yoga lærer du at kende og elske din krop, som den er, og at slappe af i hele kroppen på kommando – også når livet udfordrer dig.

Yoga for gravide er tilpasset din gravide krop, og du kan starte når som helst i graviditeten. Alle kan være med – tidligere erfaring med yoga ikke nødvendigt.

Hvad får jeg ud af det?

Kurset giver dig

  • mere energi og overskud i graviditeten
  • bedre fysik og færre graviditetsgener
  • dokumenteret lettere fødsel
  • fokus på træning og afspænding af bækkenbunden til gavn under fødslen og ikke mindst årene der følger
  • konkrete og effektive redskaber til håndtering af veerne – herunder vejrtrækning og visualisering, ve-, hvile- og fødestillinger, rebozo/massageteknikker m.m.
  • netværk med andre gravide

Se i øvrigt Fødselsforberedelse for par og Yoga efter fødslen.

 Tidligere deltagere siger

“Kære Bettina. Først og fremmest er du et utrolig behageligt, imødekommende og venligt menneske. Du giver så meget energi og positivitet, og det er simpelthen en fornøjelse at være til stede i rummet sammen med dig. Tusind tak for det. Jeg har fået enormt meget ud af de yoga timer, som jeg har haft hos dig. Ikke nok med, at jeg har lært at være tilstede og nyde min graviditet til fulde, så har du givet mig en masse redskaber som jeg kan bruge i forbindelse med den nærtstående fødsel, som venter lige om hjørnet. Det har i høj grad bidraget til, at jeg ikke længere frygter selve fødslen, men i stedet ser frem til at gennemgå den proces, som det jo er, op til mit første møde med mit barn.
Tusind tusind tak for denne gang, det er helt bestemt ikke sidste gang vi ses! ” Anna Sofie

“Jeg har aldrig gået til yoga før, og er nok heller ikke den typiske yoga-type, da jeg generelt er lidt utålmodig, rastløs, ting skal foregå i et hurtigt tempo og inden min graviditet har løbet mest. Jeg gik ind til gravidyoga med et åbent sind, og et håb om at lære min krop bedre at kende ift. enkelte muskelgrupper, vejrtrækning med mere. Og det synes jeg bestemt, at jeg har. Når man er den utålmodige type, som måske nok er mest til løb, fodbold og håndbold, så er det ikke fordybelsen i netop hvordan man styrer de enkelte muskelgrupper i detaljen eller dyb vejrtrækning, der er i fokus. Og selvom jeg lige de første par gange, kæmpede lidt med det her med f.eks. at trække vejret helt ned på bagsiden af lungerne, sende et smil ned til baby – og selvom jeg slet ikke er der endnu – så synes jeg, at jeg er kommet et stykke af vejen 🙂 Aller mest givtigt for mig, har været det med at lære, hvilke øvelser, der kan bruges til hvad og særligt også i hvilke faser under fødslen, samt hvor min kæreste kan deltage og hjælpe. Som førstegangsfødende var det SUPER fedt, at få gennemgået fødslens faser, hvad der sker i de forskellige stadier med kroppen, hvad man kan forvente og ikke forvente, og hvad man med fordel kan gøre i de forskellige faser. Alt sammen bundet op på, at to fødsler ikke er ens, og hvad der kan fungere for én fødende, fungerer måske slet ikke for en anden. Men jeg har fået en masse redskaber med, som jeg kan prøve af og forhåbentligt finde min vej i, hvad der fungerer for mig. Lad mig bare sige det sådan: efter den 7. kursusgang, hvor du gennemgik en fødsel, drønede jeg hjem og skrev ALT det ned, jeg kunne huske. Jeg håber naturligvis, at det ligger på rygraden i situationen, men jeg synes, at der var så mange gode tips og redskaber, at jeg bare måtte hjem og have det hele ned på papir – både ift. vejrtrækning, øvelser, hvor min kæreste kan være med, stillinger, små tips til at få ro på sig selv og derudover også det her med, hvilke muskelzoner, der kan gøre hvad.

Kort sagt: jeg ville ønske, at jeg kunne nå et kursus mere inden termin og jeg vil bestemt melde mig til efterfødselskursus også 😊 Nå ja, og dejligt at komme til et kursus, hvor man kan tage det i sit tempo og tilpasse det til sin egen krop, og hvad man kan og ikke kan.” Mia

“Meget tidligt i min nuværende graviditet begyndte jeg at få bækkensmerter som ganske hurtigt udviklede sig til bækkenløsning og dermed en fuldtidssygemelding fra mit job. Meget smerteplaget og dybt desperat gik jeg igang med Jordemoderiets graviditetsyoga. Efter 4 gange yoga og med tilhørende hjemmeøvelser har jeg fået væsentlig færre smerter og er startet på job igen i en deltidssygemelding – men lidt er bedre end ingenting.

Jeg kan derfor på det kraftigste anbefale Jordemoderiets graviditetsyoga til alle – også dem, der er nervøse for, at de har for mange smerter, for Bettina er rigtig god til at tage hensyn i øvelserne!” Lisa

“At trække vejret roligt og kontrolleret er ikke bare lige sådan, dette fandt jeg ud af under min første yoga time hos Bettina. Men efter et gravid yoga forløb, sad vejrtrækningen på rygraden og dette blev min smertelindring under min fødsel. Da jeg fik veer, skulle jeg slet ikke tænke over vejrtrækningen, hvilket var en stor hjælp. Jeg kunne bare koncentrere mig 100% om at komme igennem dem. Da jeg startede hos Bettina, var jeg nervøs over at skulle føde, men efter to forløb var jeg blevet spændt på oplevelsen i stedet. Udover at blive klar til fødsel, gav det mig velvære under graviditeten og jeg er sikker på at yogaen er en stor grund til at jeg ingen gener fik. Bettina er rigtig kompetent, sød og rolig, og du føler dig i trygge hænder fra først sekund.” Jane

“Det var været meget givende for mig, at deltage i fødselsforberedende yoga hos Bettina. Det har givet mig nogle gode redskaber til fødslen og givet mig meget mere indsigt i, hvad det egentlig vil sige at lave øvelser der kan styrke fødslens gang samt de forskellige faser.
Det har endvidere været smertelindrende for mig igennem graviditeten at lære de forskellige øvelser at kende. Efter oplevelsen fra gravid yoga føler jeg mig klar til at skulle føde, og jeg glæder mig.” Pernille

“Rebozomassage og zoneterapi er noget af det bedste jeg har prøvet, mod mine smerter i lænden og benene. Mine smerter var blevet forværret grundet min graviditet, og jeg havde svært ved at holde til min hverdag. Dette ændrede Bettina på, ved at give mig behandling. Derudover er hun altid forstående, nytænkende og fantastisk dygtig til at vejlede, så man kommer i den rigtige retning. Jeg kan helt klart anbefale, at få hjælp hos Jordemoderiet.
Jeg går også til gravidyoga hos Bettina, der giver en stor mulighed for at lære sin gravide krop at kende, samt at styrke den og få redskaber til hverdagen og fødslen. Det kan varmt anbefales!” Camilla

“Jeg kan klart anbefale Jordemoderiets gravidyoga til andre gravide. Jeg har haft glæde af det til at lære kroppen at kende igen og komme smerter og spændinger til livs. Før gravidyoga gik jeg til kiropraktor, men har ikke haft behov for det siden jeg startede til yoga. Jeg har tilmeldt mig 8 gange mere og ser nu frem til en god og nemmere fødsel pga. de fine forberedelser.
Et sted der er plads til alle, og roen og øvelserne er bare så gode til den gravide krop. 
Tak for Betina og hendes gravid yoga hold  Jeanette

“Bettinas gravidyoga er virkelig godt. Alle kan være med helt fra start graviditet til slut og man får så meget afspænding og styrke ud af det, for ikke at sige en masse rare øvelser for krop og sind . Jeg er så glad for at være en del af hendes gravid yoga og kan helt klart anbefale det til andre.” Camilla

“Bettinas Yoga for gravide er super hyggeligt, og alle kan være med – uanset om man er garvet yogaudover eller aldrig har prøvet det før.
Derudover kan jeg varmt anbefale “Førstehjælp til uroligt spædbarn”. Min søn havde problemer med luft i maven, og græd ofte når han skulle af med luft. Endvidere sov han ikke ret meget, og når han endelig gjorde, så vågnede han pga. maven. Allerede efter den første behandling hos Bettina kunne vi mærke en væsentlig forskel. Pludselig sov vores søn, og han var ikke nær så besværet når kan skulle af med luft.
Udover zone- og kranio sakral terapi, fik vi råd og vejledning i, hvordan vi på bedste vis kunne hjælpe vores søn til en bedre søvnrytme, og vejledning i, hvilke produkter der kunne hjælpe, samt hvilke ændringer i min kost, der kunne have indflydelse.
Vi fik to behandlinger, og har nu en søn, der godt kan sove 4-6 timer i streg om natten, gerne sover et par lure om dagen, og som er glad og tilfreds i hans vågne timer.” Julie

“Jeg har haft fornøjelsen af gravid yoga holdet, og det kan virkelig anbefales!
Bettina gør, så alle kan være med. Der er en rar atmosfære, så man virkelig får koblet af, og øvelserne er så gode for en gravid krop. Plus man får en masse gode råd til, hvad man kan gøre, når man får veer og under fødslen i det hele taget.
Jeg kommer helt sikkert tilbage :)” Elisabeth

“Det kan VARMT anbefales <3” Monica

“Jeg startede til gravidyoga hos Bettina, da jeg var tredje trimester, og på dette forløb var det tydeligt, at Bettina både er en dygtig jordemoder og yogainstruktør. Det var skønt at få kroppen afspændt, strukket igennem og styrket. Jeg oplevede, at der blev bedre plads til barnet, og at jeg kunne trække vejret friere på trods af, at maven blev større og større. Forløbet var også eminent som fødselsforberedelse. Jeg følte mig klar og styrket til at gå aktivt ind i arbejdet med veerne, fordi vi fik trænet øvelser, vejrtrækning og afspændingsteknikker til brug under fødslen. Til forskel fra mine to tidligere fødsler, hvor jeg hang i en maske med lattergas, havde jeg denne gang følelsen af at mestre veerne selv hele vejen igennem. Det var en kæmpe stor oplevelse.” Anna-Maj

“De allerbedste anbefalinger herfra. Jeg havde enormt stor glæde af gravi-yogaen. Dels som (tiltrængt) velvære i graviditeten og ikke mindst under fødslen, hvor jeg havde enorm glæde af den viden og de øvelser Bettina havde introduceret os for. Jeg er slet ikke i tvivl om effekten af træningen – og sendte Bettina mange gode tanker under fødslen.” Anne

” Jeg har fulgt Bettinas gravidyoga hold og været rigtig glad for det! Min gravide krop er blevet arbejdet igennem og forkælet med rolige stræk og bækkenrotationer, og vi har masseret egne fødder, ryg og baller med massagebolde – ahhhh! Bettina fortæller en masse om, hvordan øvelserne kan bruges både i graviditeten og under selve fødslen.
Det er god forberedelse!
Når jeg går fra yoga hos Bettina, er min krop glad og mit sind roligt.” Anne

” Jeg har i min graviditet gået til yoga hos Bettina, som er rigtig god til at fortælle hvad de forskellige øvelser gør godt for og kan bruges til – både i graviditeten og under fødslen, så det giver meget mere mening og gør det nemmere at huske øvelserne. Hendes jordemoderfaglighed er en kæmpe fordel, da det ydermere giver mulighed for at få kompetente svar på sine spørgsmål.” Katja

Kontakt

Ring eller skriv til Jordemoderiet for nærmere info og tilmelding.